Sådan arbejder jeg
Jeg er Anders Damsgaard, autoriseret kiropraktor med fokus på hjernerystelse, svimmelhed og øresten (BPPV) og klinik i Carlsberg Byen på Vesterbro (København V). Uddannet fra Syddansk Universitet i 2017, mere end 550 timers efteruddannelse, og jeg underviser på kiropraktorstudiet (SDU).
Jeg var selv barn, første gang jeg oplevede, hvad en god behandler kan gøre. Jeg havde tilbagevendende muskel- og ledsmerter, og den, der hjalp mig mest, var en kiropraktor. Han forklarede roligt, hvad der var galt, lagde en plan – og det virkede. Men vigtigere: han så mig og spurgte ind til mig. Senere, som teenager med mere ego end teknik i vægtrummet og ondt i ryggen igen, var det ham, der spurgte, om jeg ikke skulle være kiropraktor.
I dag behandler jeg, som han behandlede mig.
Første konsultation ved hjernerystelse og svimmelhed varer 60–75 minutter. Den tid bruger jeg på at lytte, undersøge og forklare. Jeg starter med dit problem: hvornår det opstod, hvad der forværrer og lindrer, og hvad du allerede har prøvet. Derefter undersøger jeg det, der er relevant for dine symptomer.
Behandlingen vælger vi ud fra undersøgelsen og det, du er tryg ved: manuel behandling, dry needling, øvelser og træning – ofte en kombination. Du behøver ikke få »knækket nakken«, hvis du ikke bryder dig om det, og det behøver sjældent at gøre ondt at blive behandlet.
Målet er, at du forstår din krop, ved hvad du selv kan gøre, og kun kommer tilbage, når du har brug for det. Er en anden fagperson mere relevant for dig, siger jeg det. Til sidst bestemmer du.
Sådan undersøger jeg
Jeg vælger undersøgelser ud fra dine symptomer. Undersøgelsen kan fx omfatte:
- Blodtryk ved hovedpine
- Spørgsmål om svimmelhed, kvalme og synssymptomer
- Balance- og koordinationstest
- Undersøgelse af øjenbevægelser og kranienerver
- Dix-Hallpike-test for øresten ved svimmelhed
- Buffalo Concussion Treadmill Test ved hjernerystelse
- Basal neurologisk og biomekanisk undersøgelse
Undervejs bruger vi validerede symptomskemaer – blandt andet en standardiseret symptomscore ved start og afslutning – og taler om, hvad du kan i hverdagen. Det hjælper os med at vurdere, om planen skal ændres.
Hvem jeg er bedst for – og hvornår en anden er bedre
Det arbejder jeg med
- Akutte muskel-, led- og rygproblemer
- Hjernerystelse – akut og længerevarende
- Svimmelhed, herunder øresten (BPPV)
Når andre fagpersoner skal inddrages
- Genoptræning efter operation/større skade → specialiseret fysioterapeut
- Syns-/samsynsproblemer → neurooptometrist
- Primært kognitive/psykiske udfordringer → psykolog eller coach
Uddannelse og efteruddannelse
- Kiropraktor, kandidat fra SDU (2017)
- 550+ timers efteruddannelse i klinisk neurovidenskab, vestibulær rehabilitering og hjernerystelse
- Carrick Institute: Clinical Neuroscience Program (20 moduler, 300 CE) m.fl.
- Complete Concussion Management (CCMI)
- Underviser på kiropraktorstudiet (SDU) og andre fagpersoner i hjernerystelse og svimmelhed
- Medlem af Dansk Selskab for Kiropraktiks fokusgruppe for hjernerystelse og svimmelhed
Mød Anders
Vil du have en fornemmelse af, hvordan jeg tænker og taler om hjernerystelse, inden du booker? Jeg var gæst i podcasten »Hjernerystet« (Hjernerystelsesfyssen), hvor vi taler om udredning, genoptræning og vejen tilbage.
Videoen afspilles fra YouTube – først når du trykker play, indlæses indhold fra Google.
Book din første tid.
Book tid